For mig handler det virkelig primært om renterne. Jeg ved ikke engang, om der findes andre udbydere lige nu. Jeg kigger ikke, for det har jeg ikke brug for.
Dr. Mathias Krisam, medstifter, Mittiq
Idéen kom over et glas vin. Et sted hen ad aftenen, i selskab med tidligere kolleger, drejede samtalen sig, som den så ofte gør blandt folk, der har brugt år tæt på et system, der ikke fungerer, om, hvad der reelt skulle til, for at tingene ændrede sig.
Dr. Mathias Krisam havde brugt det meste af et årti på at rådgive de tyske lovpligtige sygekasser, Krankenkassen: Han havde taget deres institutionelle frustrationer ind, kortlagt deres indkøbsrytmer og lært præcis, hvorfor et apparat, der skal tage sig af sundheden for over 70 millioner mennesker, så konsekvent kommer til kort. Han var praktiserende konsulent. Men ved det bord tillod han sig selv at tænke som en stifter.
Samtalen endte ikke med et beskedent forslag. Gruppen talte om at stifte en helt ny lovpligtig sygekasse fra bunden med moderne software, en anden kultur og et fundamentalt anderledes forhold mellem forsikringsselskab, patient og behandler. Krisam, der var uddannet læge, før han skiftede til sundhedsrådgivning, mærkede straks idéens tiltrækningskraft. Hans far, der var lærer, havde engang givet ham et karriereråd, der ændrede hans liv: Jag ikke pengene. Find et mål, du kan forestille dig at stå op til hver eneste morgen de næste ti år.
»Det råd har jeg altid husket,« siger Krisam. »Og som jeg sad der den aften, fik idéen endelig en form.« Den nye sygekasse blev aldrig til noget. Men den vej, den sendte ham ud på, førte et mere holdbart sted hen og til sidst til en medstifter, der skulle vise sig at være uundværlig for at gøre det til virkelighed.
Lægen, der aldrig fandt klinikken
Krisams karriere har aldrig fulgt den oplagte bane. Efter sin lægeuddannelse (en årelang proces, der gav ham et dybt kendskab til den kliniske virkelighed, patienternes behov og behandlingens mekanik) praktiserede han aldrig på et hospital. Han gik i stedet ind i sundhedsrådgivning, tiltrukket af muligheden for at arbejde på systemniveau frem for på individniveau.
»Jeg forstod, hvad patienterne havde brug for, og hvilke sygdomme de havde,« forklarer han. »Men jeg forstod også, hvordan læger arbejder, hvordan hospitaler fungerer, og hvordan medicinalvirksomheder opererer. Det viste sig, at det var i krydsfeltet mellem alt det, jeg kunne bidrage mest.«
Han har også en doktorgrad, hvor han forskede i sammenhængen mellem sociale forhold og sundhedsresultater, en kvalifikation, han bevidst valgte at tage efter mange års erfaring med det, forskningslitteraturen gør klart: Sundhedsresultater følger sociale skel med ubehagelig præcision. Fattigere befolkningsgrupper bliver tidligere syge, navigerer mindre effektivt i systemet og lægger en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde på behandlerne, ikke på grund af manglende vilje, men fordi systemet aldrig helt blev designet med dem for øje.
Den indsigt præger i al stilfærdighed alt, hvad Mittiq bygger i dag.
At stifte treoghalvfems virksomheder på én gang
Idéen om en Neugründung, at bygge en ny Krankenkasse fra bunden, stødte hårdt ind i den institutionelle virkelighed. Der var ikke blevet oprettet en lovpligtig sygekasse i Tyskland i over tyve år; hundredvis var blevet lukket. Krisam undersøgte det alligevel, fandt ud af, at den lovgivningsmæssige vej stadig fandtes for virksomheder med mindst 5.000 ansatte som medlemsgrundlag, og udarbejdede en liste over omkring hundrede tyske virksomheder, der opfyldte kravet.
Én viste seriøs interesse og bestilte så straks et konkurrerende konsulentfirma til at vurdere forslaget, så Krisam blev skubbet ud på sidelinjen af sin egen idé. Han trak sig. Men at trække sig var ikke at opgive. Kort efter vendte nogen det på hovedet for ham: Du prøver ikke at stifte én ny sygekasse. Du stifter 93, hvis du kan få alle de eksisterende med. Den nye vinkel ændrede alt.
I stedet for bare at brokke mig prøver jeg at omsætte frustration til noget konstruktivt. Noget findes ikke endnu eller fungerer ikke godt nok, og spørgsmålet bliver: Hvordan bygger vi det rent faktisk?
Dr. Mathias Krisam, medstifter, Mittiq
Han stiftede Mittiq sammen med Alexander Seidmann, der bringer en baggrund inden for software og procesoptimering ind i partnerskabet. De to mødtes første gang på et freelanceprojekt og fandt gennem det første samarbejde grundlaget for et godt makkerskab. I september 2025 blev det makkerskab til en virksomhed og et ægte partnerskab.
»Mathias kender udfordringerne i GKV-sektoren bedre, end vores kunder nogle gange selv gør,« siger Seidmann. »Jeg kommer fra softwaresiden, hvor jeg omsætter brugernes problemer til konkrete produktkrav og bygger den arkitektur, der gør løsningerne reelt brugbare. Vi mødes på midten.«
To stiftere, ét sprog
Balancen mellem Krisam og Seidmann stikker dybere end en arbejdsdeling. Krisam beskriver sig selv som den mest følelsesdrevne af de to, hurtigere til begejstring, hurtigere til frustration og efter eget udsagn af og til for hårdt på speederen. Seidmann sætter autoværnet op.
»Alexander har fortalt mig, hvad han sætter mest pris på i vores samarbejde,« siger Krisam. »Nemlig at jeg formår at omsætte den følelsesmæssige drivkraft til handling på en konstruktiv måde.«
Fra Seidmanns side er beskrivelsen supplerende, men anderledes. »Mathias er den, der stormer fremad. Han har en dyb følelse af, at problemerne, vi løser, haster. Jeg holder øje med det lange perspektiv: at vi ikke spreder vores kræfter, ikke binder os til noget, der ikke passer ind i det store billede, at vi holder en klar softwarelinje og gør reelle fremskridt med product-market fit. Mathias træder på speederen. Jeg holder autoværnet. Og den balance fungerer bemærkelsesværdigt godt.«
Den filosofi præger direkte, hvordan de to møder kunderne. I GKV-sektoren (hvor AI er blevet en fiksering, og alle vil have en strategi, en workshop, en model) har Mittiq bevidst valgt at arbejde i den modsatte retning. Forstå problemet først. Nå frem til løsningen først, når problemet er helt klart.
En nylig opgave illustrerer princippet. Krankenkassen styrer ofte deres Selektivverträge, særlige kontrakter med bestemte behandlere, i uhåndterlige regneark. Når en rådgiver skal hjælpe et medlem under en telefonsamtale, falder de tilbage på den kontrakt, de kan huske, ikke på den, der ligger begravet i en række i et regneark. Mittiq kortlagde problemet præcist og designede derefter en softwareløsning, der gjorde kontraktoplysningerne tilgængelige, lige når der er brug for dem. Først på det tidspunkt så de, hvor AI naturligt kunne spille en rolle. »Vi startede med problemet, den besværlige styring af kontrakter, og kom først senere frem til en løsning, der til dels bruger AI, men også bare er godt softwaredesign,« siger Seidmann. »Den rækkefølge betyder mere, end folk tror. Især nu, hvor alle vil springe direkte til den nyeste model.«
I GKV-sektoren og i store organisationer vil alle springe direkte til løsningerne, især lige nu med AI. Det er en kæmpe trend. Men i vores arbejde lægger vi hypen helt til side og fokuserer på problemet. Vi regner først noget som en succes, når det rent faktisk er løst, ikke før.
Alexander Seidmann, medstifter, Mittiq
Teamet tæller nu seks personer fordelt på Berlin, Mainz, Hannover, Bayern og Leipzig. Der er intet centralt kontor. Virksomheden arbejder via Slack, daglige opkald mellem de to medstiftere og et virtuelt arbejdsrum ved navn Gather, et softwaremiljø i computerspilsstil med egne skriveborde, et køkken, et mødelokale, et chill-out-område og en gongong, som alle kan slå på, når et projekt bliver leveret.
»Gather ligger et sted mellem et fysisk kontor og fuldt remote arbejde,« forklarer Seidmann. »Man bevæger sig rundt som avatar. Alle har en nærhedsradius. Hvis nogen tæt på taler, kan man høre det svagt, vurdere, om det er relevant, og gå med i samtalen. Det erstatter ikke at være i samme rum. Men det er tættere på end noget andet, vi har fundet.« Teamet har brugt det i næsten to et halvt år. Ingen vil holde op.
Alle udviklere i teamet er seniorer. Ingen behøver at blive ledet. Krisam og Seidmann tager så meget af arbejdet med interessenterne som muligt, så de, der bygger produkterne, bare kan bygge. Hvert produkt ejes af højst to personer. Ansvar er efter Krisams opfattelse ikke en ledelsesfilosofi. Det er et designvalg.
Tre hundrede milliarder grunde
Tyskland bruger et sted mellem 300 og 400 milliarder euro om året på sundhed. De administrative omkostninger (IT, personale, eksterne leverandører) udgør omkring fire til fem procent af det beløb. Resten er klinisk: hospitaler, medicin, efterbehandling, genoptræning. Krisam har studeret tallene nøje. Hans konklusion er, at jagten på administrativ effektivitet, selvom den er værd at tage, overser den større løftestang.
»Hvis en person med en kronisk sygdom får bedre støtte fra sin sygekasse (bliver henvist til det rigtige program, får det mere omkostningseffektive alternativ udskrevet, undgår unødvendige hospitalsindlæggelser), så er besparelserne ikke marginale. De er strukturelle,« siger han.
Mittiq har allerede et produkt på området: software, der hjælper Krankenkassen med aktivt at guide medlemmer mod mere passende behandlingstilbud. De første resultater tyder på, at det virker både for behandlingsresultaterne og for driften. Tre produkter er i aktiv brug lige nu, og pipelinen rækker videre. Et nyligt webinar i branchen samlede over hundrede tilmeldte deltagere og, endnu mere sigende, holdt fast i de fleste af dem til det sidste, hvor kunder præsenterede deres egne resultater fra praksis.
Den længere vision rækker endnu videre. En fremtid, hvor patientens hele forløb i sundhedsvæsenet går gennem én samlet brugerflade. Krisam ved, at det er ambitiøst. Han ved også, at Tyskland, der bruger mange penge på sundhed og får nogenlunde gennemsnitlige resultater til gengæld, har god grund til at prøve.
Vi bruger enormt mange penge og får gennemsnitlige resultater. Afstanden mellem det, vi investerer, og det, vi får, er det felt, jeg vil arbejde i.
Dr. Mathias Krisam, medstifter, Mittiq
Seidmanns syn på systemet er lige så nøgternt. Det, der stadig overrasker ham, selv nu, er ikke selve reglerne, men den store mængde diskussion omkring dem: de workshops, afstemningsmøder og koordineringsopkald, der fylder kalenderne, mens de egentlige løsninger venter. »Der er mange bremser i systemet,« siger han. »Men der er også kunder, der virkelig vil videre. Og det er dem, vi bygger til.«
Det vigtigste er feedback, der rent faktisk handler om problemet: om det, vi bygger, reelt forbedrer hverdagen for en medarbejder i en sygekasse eller ej. Det er det, der holder en tæt på problemets puls og lader en justere i stedet for bare at samle høflige komplimenter.
Alexander Seidmann, medstifter, Mittiq
Krisam påstår ikke, at han gør det bedre end andre. Han gør det, med hans egne ord, simpelthen inden for sin radius. Bygger tingen. Med de værktøjer, de har. For alle 93.
Fra renter til alle bankforretninger
Da Krisam stiftede sit holdingselskab CUSA, stødte han på et problem, mange stiftere kender: Hans Hausbank gav nul procent i rente, og det viste sig overraskende svært at finde en konto, der gav et reelt afkast for en ung virksomhed.
Det var utrolig svært at finde en udbyder, der gav rente på en indlånskonto for virksomheder, især for yngre virksomheder.
Dr. Mathias Krisam, medstifter, Mittiq
Svaret kom via LinkedIn: en virksomhed ved navn Pile, der tilbød præcis det, hans bank ikke ville. Pile blev senere opkøbt af Vivid. Krisam blev, og samarbejdet voksede. I dag kører hans holdingselskab CUSA alle sine finansielle transaktioner gennem Vivid. »Mit holdingselskab, CUSA, kører faktisk alle finansielle transaktioner gennem Vivid. Og det er sådan, jeg endte der,« siger han. Mittiq har endnu ikke sin egen Vivid-konto (pengestrømmene i en startup i den tidlige fase er stadig begrænsede), men det næste skridt er allerede lagt: Når volumen vokser, følger Mittiq med.
For mig handler det virkelig primært om renterne. Jeg ved ikke engang, om der findes andre udbydere lige nu. Jeg kigger ikke, for det har jeg ikke brug for.
Dr. Mathias Krisam, medstifter, Mittiq
Krisam har ikke noget at klage over. »Helt ærligt ingen problemer. Jeg er glad for det.«
