Sukkerfrit og fra bunden: Sådan byggede Alexandra Pocol Simply Keto

Da Alexandra Pocol åbnede dørene til sin café i Berlin, var de første, der kom ind og spiste ketogent, de eneste, hun nogensinde havde mødt i virkeligheden, der gjorde det. »Vi var komplette rumvæsener,« siger hun. »Ellers troede alle, at jeg var skør.« Der fandtes på det tidspunkt næsten intet lignende i Tyskland. Ti år senere er caféen blevet til Simply Keto: en selvfinansieret onlinevirksomhed med omkring tredive personer, cirka halvfjerds egne produkter og et fællesskab, der rejser på tværs af landet for at købe sukkerfri kage.

Det er den slags historie, Vivid godt kan lide at fortælle. En iværksætter, der ikke kunne lade være med at bygge, som lærte at give slip for at vokse, og som i det mest usikre øjeblik af alle opdagede, at det finansielle værktøj, hun næsten tilfældigt havde valgt, var det, der stadig stod tilbage.

Den omvendte

Alexandra Pocol havde ikke tænkt sig at sælge keto. Hun var efter eget udsagn det modsatte af en tilhænger. »Jeg var high carb-veganer dengang og troede, at fedt generelt var dårligt, og at kulhydrater var utrolig vigtige,« siger hun. Vendepunktet kom via hendes daværende partner, en iværksætter uden tid til at tænke på mad, der en dag kom hjem og meddelte, at han ville droppe kulhydrater helt, og som derefter spiste de samme fem ting hver dag. Bekymret for, at han skadede sig selv, begyndte hun at researche og samlede et ugentligt informationsark, som han kunne læse i weekenden: Hvad er keto, hvorfor er det godt, og hvad kan gå galt?

Efter tre ugers egen research skete der noget. »Det lød som løsningen på alle mine problemer,« siger hun: energidykkene om eftermiddagen, det svage immunforsvar, allergierne, som hun bare havde antaget var normale for en, der var »supersund«. Efter tre måneders informationsark prøvede hun det selv. Resultaterne kom hurtigt og var personlige. Allergierne forsvandt, middagsluren var ikke længere nødvendig, og hendes søvn og fordøjelse blev bedre. Da hendes far også lagde kosten om, tabte han vægt, som han aldrig før havde kunnet tabe, og fik ifølge hende ikke længere brug for sin astmaspray eller sin diabetesmedicin.

Det var øjeblikket, hvor veganeren blev stifter. »Jeg tænkte: Okay, wow, keto er svaret,« siger hun. »Og så startede jeg helt spontant og meget impulsivt med en café, fordi jeg ville gøre noget.«

At sælge det umulige

Det, hun ville, var hverken en klinik eller en forelæsning. Hun havde overvejet at blive ernæringsrådgiver og havde valgt det fra. »Jeg ville vise folk, at man kan spise kage og den slags, bare uden sukker,« siger hun. »At man kan spise sundt uden at give afkald på alt, for det er ikke holdbart. For nogen som helst. Ingen har lyst til at give afkald på alt resten af livet.«

Caféen var ifølge hende verdens første fuldt ketogene butik. Folk valfartede dertil fra lufthavnen; nogle lejede værelser på gaden i nærheden bare for at spise morgenmad der. Så begyndte kunderne at bede om mere: bagemiks og bagværk, de kunne spise derhjemme, fordi de ikke kunne komme ind fra Hamburg hver uge. Så Simply Keto blev både butik og café, og Pocol blev et produktionsapparat på én kvinde. »Vi er selvfinansierede, vi har ingen ekstern kapital,« siger hun. »Jeg bagte til caféen om dagen, stod i caféen hele dagen og bagte så til webshoppen om natten.« I de tidlige morgentimer, før åbning, gjorde teamet, bestående af Robert, hende selv og to deltidsansatte, pakkerne klar.

Ambitionen var allerede dengang større end et bageri. I dag fører virksomheden omkring halvfjerds egne produkter ved siden af produkter fra andre. »Man kan få stort set alt hos os,« siger hun. »Det var målet fra starten: at være en slags markedsplads for keto.«

At lære at give slip

Den sværeste lektie ved vækst var ifølge Pocol, at hun ikke længere kunne gøre alt selv. Hun husker, hvordan hun gik ned i produktionen om natten efter sit eget arbejde for at hjælpe og dagen efter kunne se, at det slet ingen forskel havde gjort, »en dråbe i havet«. Nu har hun ansvaret for omkring tredive mennesker og er gået fra bagning, forsendelse, indhold og opskriftsudvikling til at lede virksomheden og marketingen, mens resten i stigende grad sker uden hende.

»Uden at give slip, uddelegere og overdrage kan man ikke vokse, for jeg kan simpelthen ikke gøre alt det, der skal gøres,« siger hun. Den nuance, hun insisterer på, er timingen. Tidligt, før man kan skelne en stærk ansættelse fra en svag, holder man stramt i tøjlerne; overdrager man for tidligt til en, man er usikker på, kan det gå ud over kvaliteten. Men når man finder folk, der er virkelig fremragende, og forskellen er tydelig hurtigt, siger hun, vender det. »Så er det meget vigtigt at give dem meget ansvar hurtigt og ikke detailstyre dem. Gode medarbejdere vil bære ansvar. De vil gøre deres arbejde.«

Hendes nærmeste eksempel er Luisa, der i dag er virksomhedens driftschef og ifølge Pocol hendes bedste veninde, et venskab, der voksede ud af samarbejdet og ikke omvendt. Luisa dukkede første gang op som ulønnet frivillig på en messe, da Simply Keto ikke havde penge til personale, og arbejdede, husker Pocol, som en topmedarbejder fra første dag. Det tog Pocol et år at samle mod til at spørge, om hun ville være med. »Luisa er min schweizerkniv. Hun laver alt,« siger hun. »Jeg kan sætte hende hvor som helst. Uden Luisa ville jeg ærlig talt have lyst til at lukke hele butikken.« Omkring hende er der et bredere team, herunder Lea, der udvikler brandets sukkerfri, ketogene og glutenfri opskrifter og det indhold, der formidler dem.

Luisa er min schweizerkniv. Hun laver alt. Uden Luisa ville jeg ærlig talt have lyst til at lukke hele butikken.

Alexandra Pocol, stifter, Simply Keto

Stresstesten

At bygge en virksomhed op med en, man elsker, er, siger Pocol ærligt, en stresstest, som ikke alle forhold overlever. Hun har mistet venskaber på det. Hun ville ikke stifte en virksomhed med en partner igen, siger hun. »Man får aldrig en pause fra hinanden; man arbejder sammen hele tiden, og så går man også hjem sammen.« Og alligevel er hun glad for, at hun gjorde det. Hendes tidligere forretningspartner, Robert, har siden forladt virksomheden for at lave noget andet med sit liv, og de to er stadig venner; han hjælper hende stadig med at holde det kørende. »Vi skiltes helt i mindelighed,« siger hun.

Lavpunktet kom, da Robert fortalte hende, at han ville stoppe. »Der var et øjeblik, hvor jeg virkelig troede, jeg ville smide det hele fra mig, for jeg havde aldrig villet gøre det her uden ham,« siger hun. »Jeg græd hver aften i ugevis.« Det, der holdt hende fast, var teamet. Luisa fortalte hende, at hun ikke var alene; de tredive mennesker omkring hende havde, opdagede hun, intet af den frygt, hun havde. »De havde fuld tillid til mig,« siger hun. »Jeg havde bygget mig en lille boble her med mennesker, jeg virkelig godt kan lide. Det er faktisk lidt som en familie. Og derfor er det simpelthen ikke en mulighed at give op.«

Hendes råd til alle, der er fristet til at starte en virksomhed med venner, er hverken en advarsel eller en opfordring. Vælg meget omhyggeligt, siger hun, og overvej på forhånd, om personen kan håndtere konflikter, for konflikter kommer altid. De forhold, der knækker under dem, var efter hendes mening sandsynligvis ikke dem, der var værd at bevare. »Det er i bund og grund en spol frem-knap. Den viser en hurtigere, hvem der virkelig passer, og hvem der ikke gør.« Om selve konflikterne er hendes metode enkel: Få styr på dig selv først, sov på det, og tag det så op på en konstruktiv måde. »Lad være med at sluge det. Alt, hvad der bliver slugt, bliver til et meget større drama senere.«

Det, ingen advarer en om

De første tre år holdt Pocol slet ingen ferie og arbejdede seks eller syv dage om ugen. Den største overraskelse på hele rejsen var ifølge hende simpelthen, hvor meget arbejde det ville være, noget, hun havde hørt om og ligesom de fleste førstegangsstiftere i stilhed havde antaget ikke ville gælde for hende. »Jeg havde ofte hørt, at man ikke skal starte en virksomhed bare for at gøre det,« siger hun, »kun hvis man ikke kan lade være, hvis man absolut er nødt til det. Det vil jeg i dag skrive under på hundrede procent.«

Hun romantiserer det ikke og advarer andre mod at gøre det. Forskellen mellem et passionsprojekt og en virksomhed er ifølge hende, at man ikke længere kun kan gøre det, når man har lyst. »Det er ligesom et barn. Det skal passes, når det skal passes, ikke når man har lyst.«

En virksomhed er ligesom et barn. Den skal passes, når den skal passes, ikke når man har lyst.

Alexandra Pocol, stifter, Simply Keto

Hun lukkede caféen under corona, da webshoppen voksede så hurtigt, at den fysiske forretning delte fokus. Det var en svær beslutning og kommercielt den rigtige. Væksten har været ubønhørlig: I de første seks år fordoblede virksomheden sig hvert år, siger hun, med sociale medier som en vigtig motor og en ny produktlancering i en periode cirka hver anden uge. I dag holder den til i en samling murstensbygninger på en ø i Berlin, et sted, Pocol fik øje på fra sin cykel og nægtede at give slip på.

Kontoen, der stadig stod

Pocol er efter eget udsagn ikke en, der nyder »bankting«. Det ændrede Vivid. »Det er så velstruktureret, at man meget hurtigt forstår hele sit cashflow,« siger hun. »Man kan tagge alt fint, og så kan man virkelig se, hvor pengene flyder hen, hvad der kommer som det næste, og hvad der stadig udestår.« For en selvfinansieret virksomhed, der altid har kørt på et stramt budget, er det overblik ikke kosmetisk. Det er sådan, hun holder øje med likviditeten, planlægger fremad og finder ud af, hvor hun kan spare.

Det, der vandt hende, var mindre en enkelt funktion end oplevelsen af at bruge den. Appen gjorde en pligt, hun altid havde undgået, til noget, hun aktivt havde lyst til at åbne, og for en, der driver en slank virksomhed på egen hånd, betaler den vane sig i den enkleste valuta, der findes: Hun ved altid, hvordan det står til.

Hun er overbevist nok til, at Vivid indgår i hendes planer for fremtiden. Hvis hun nogensinde åbner en ny butik, og en pop-up-café er stadig et hjerteprojekt, indrømmer hun, vil hun uden tøven bruge Vivids betalingssystem. »Jeg er supertilfreds med appen,« siger hun. »Jeg kan ikke forestille mig, at det skulle være andet end lige så godt.«

For en kvinde, der engang troede, at fedt var fjenden, og byggede en virksomhed på at skifte mening, er det måske den mest passende anbefaling af alle: et værktøj, hun ikke havde planlagt at blive afhængig af, valgt på instinkt, og som viste sig at være præcis det, forretningen havde brug for, da alt andet var gået i stå.